HydraSpecma, Skjern

Opgave

Totalentreprise

Byggeår

2024

Hansen&Larsen har gennemført en omfattende modernisering af HydraSpecmas kontorer, lager og facade som en del af forberedelserne til virksomhedens 50-års jubilæum. De står nu med opdaterede kontorer, en ny lagerbygning og en facade, der sender et stærkt signal om en solid virksomhed med blikket rettet mod fremtiden. Ifølge Holger Tylvad, Operations Manager hos HydraSpecma, var det en tiltrængt opgradering:

“Det var mange år siden, vi sidst havde gjort noget ved administrationen, og jubilæet var en god anledning til at tage fat, og vi er meget tilfredse med resultatet,” fortæller Holger Tylvad.

”Du skal vælge Hansen&Larsen for deres fleksibilitet. De er gode til at ændre og tilpasse planen til dine ønsker undervejs. De har også en god størrelse som samarbejdspartner. De er store nok til at kunne trække ekstra ressourcer ind, hvis der er behov for det. Og så skal du vælge dem for at få gode idéer til de rigtige løsninger – til hvad der kan laves, hvad der bliver flottest eller mest økonomisk fordelagtigt.”

 

Holger Tylvad, Operations Manager hos HydraSpecma

Kontorer med fokus på funktion og trivsel

Renoveringen omfattede hele administrationen og resulterede i flere arbejdsstationer samt forbedringer af de eksisterende rammer. Projektet startede uden færdige tegninger, men med skitser og idéer, hvilket stillede krav til fleksibilitet og løbende justeringer i byggeprocessen:

“Hansen&Larsen er dygtige til at tilpasse sig undervejs. De havde en byggeleder på pladsen hver dag, og det gjorde en kæmpe forskel. Vi kunne hurtigt justere, hvis der opstod nye behov, og deres fleksibilitet gav et rigtig godt samarbejde,” siger Holger Tylvad.

Hos medarbejderne, der har deres faste gang i administrationsbygningen, er glæden ved de nye rammer ikke til at skjule:

“Medarbejderne siger, at de kan mærke en tydelig forskel, og her tænkes der særligt på den forbedrede akustik. Så giver det også bare noget, at ens arbejdsplads er et lækkert sted at være. Det betyder noget for arbejdsglæden, og det giver en stolthed hos medarbejderne,” tilføjer Holger Tylvad.

En moderne facade til fremtiden

Tidens tand og det vestjyske vejr havde sat sit præg på hovedbygningens facade, som derfor også fik et løft med moderne klikfalsprofiler, der giver et stilrent og tidssvarende udtryk:

“Det er Bjarke Bødtker fra Hansen&Larsen, der har været den kreative. Han lavede både tegninger og anbefalede materialer. De byggede endda en lille mock-up, så vi kunne få et klart billede af, hvordan det ville se ud,” fortæller Holger Tylvad.

Facaderenovering gik i gang i oktober, men på trods af udfordringer ved at arbejde udendørs om vinteren lykkedes det at have facaden klar til jubilæet i marts – og endda samtidig med at der var adgang til bygningen og parkeringsforhold for medarbejdere:

“Hansen&Larsen løste det bare supergodt, og vi havde hele tiden en god dialog om tidsplanen, som vi kommunikerede videre internt. Det krævede jo plads, og vi har normalt parkering hele vejen rundt om hovedbygningen,” siger Holger Tylvad.

Ny lagerbygning tilpasset behovene

Som en del af projektet byggede Hansen&Larsen også en ny lagerbygning op ad en eksisterende konstruktion. Bygningen blev designet til effektiv varehåndtering og med hensynstagen til opdaterede brandkrav pga. flytning af døre og vinduer i den eksisterende bygning:

“Det er en fordel ved Hansen&Larsen, at de kan det hele. Der er ikke noget med en ekstern arkitekt. De finder løsningerne i eget hus. Det gør det nemmere at snakke sammen og finde de gode løsninger,” siger Holger Tylvad.

Både byggeplads og arbejdsplads samtidig

En vigtig del af samarbejdet gik også på både at skabe en effektiv byggeplads for håndværkerne og en effektiv arbejdsplads for HydraSpecmas medarbejdere. En opgave som Hansen&Larsen ifølge Operations Manageren løste med forståelse og hensyn:

”Det er bare gået rigtig godt. Det er ros til håndværkerne. De var rigtig gode til at tage hensyn til medarbejderne, men samtidig være effektive. Det betød, at nogle opgaver blev løst på lidt skæve tidspunkter, eller at deres arbejdsdag blev skubbet lidt. Det skete eksempelvis, da vi skulle flytte en branddør.”

Skal dit byggeri være det næste?

Kontakt os